DEJLIG LEJLIGHED MED TO ALTANER CENTRALT I NIVÅ
Sæt et skønt punktum for boligjagten her i kystbyen Nivå, hvor vi står klar med nøglerne til en treværelses lejlighed i Langelunden. Lejligheden byder på 89 pæne og velindrettede kvadratmeter, de to altaner lader jer følge solen, og bebyggelsen ligger dejligt centralt, så der venter jer en nem og bekvem hverdag i en by, der har det hele.
Lejligheden passer til både solisten, den lille familie og parret i flere af livets stadier. Boligen er i fin stand, og planløsningen er veldisponeret. Turen starter i en rummelig entré med praktisk skabsplads, og herfra er der direkte adgang til bl.a. det åbne spisekøkken, som hurtigt bliver et naturligt samlingspunkt. Derudover fordeler pladsen sig på to værelser, et gæstetoilet, et badeværelse med vaskesøjle og en god stue, der fuldendes af store vinduespartier og en altandør.
Med i købet hører ikke bare ét, men hele to dejlige uderum: to solrige altaner. Den ene ligger i forlængelse af køkkenet og den anden i forlængelse af stuen, så jeres opholdsrum udvides med nogle skønne bonuskvadratmeter, når sommeren kommer. Med én altan mod øst og en anden mod vest kan I følge solen fra morgen til aften, mens I sidder med udsigt til bebyggelsens grønne fællesarealer. Få skridt fra gadedøren kan I desuden stille bilen på den fælles parkeringsplads.
Og beliggenheden? Den placerer jer midt mellem smuk natur og alt, hvad I skal bruge i det daglige. Der er op til flere legepladser og daginstitutioner i nærområdet, og stisystemer fører børnene trygt og godt den korte vej til Nivå Skole. Over Nivåvej finder I biblioteket, nærmeste supermarked og Nivå St. med togforbindelser direkte til København - og det er også her, at I inden længe møder byens nye, moderne bymidte, som vil forene boliger med butikker, flere supermarkeder og levende byrum, ligesom der kommer ny skole, nyt kulturhus samt sports- og svømmehal.
Prikken over i’et er al den natur, der omgiver jer. Fra jeres adresse er der ikke langt til gåture rundt om Lergravene, og I kan også sætte kurs mod Nivå Strand eller Havn, hvor sidstnævnte frister med ishus og spisesteder.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Langelunden 13, 1. th., 2990 Nivå
Pris: 1.750.000 kr.
| Kontakt Josephine Varsted: 30142715
Langelunden 13, 1. th., 2990 Nivå
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.