Pæn og familievenlig etplansvilla i naturskønne Stilling/Gram ved Skanderborg
Midt i det attraktive område Stilling/Gram finder I denne velholdte og moderniserede 60’er-villa. Her får I solrig have, smuk natur lige i nærheden og nem adgang til både Skanderborg og Aarhus.
Villaen fremstår pæn og indflytningsklar – både ude og inde - i et trygt og børnevenligt kvarter. De karakteristiske gule mursten og det røde tag giver huset et klassisk udtryk. Forhaven vender mod syd og skaber god afstand til vejen, samtidig med at den danner et hyggeligt og ugeneret uderum bag den tætte hæk. Her kan I nyde dagens bedste soltimer på græsplænen, som er oplagt til leg, eller slappe af på den solbeskinnede træterrasse. Skulle solen blive for stærk, kan I trække ind under den overdækkede del af terrassen – et skønt sted at fortsætte udelivet, også når duggen falder. Derudover byder grunden også på både carport og skur.
Indendørs fordeler de 102 m² sig på en gennemtænkt planløsning. I den ene ende af huset ligger tre gode værelser samt et badeværelse med bruseniche. I den anden ende findes de sammenhængende opholdsrum, hvor køkkenet er i delvis åben forbindelse med spise- og dagligstuen. Dertil kommer et praktisk bryggers med egen indgang. Hele huset fremstår lyst, indbydende og velholdt.
Med adresse på den stille Kærgårdsvej har I naturen helt tæt på. Ved enden af vejen finder I en legeplads og et lille skovområde, hvorfra stisystemet fører jer videre til Stilling Strand ved Solbjerg Sø. Området omkring Skanderborg byder i det hele taget på mange idylliske skove og søer – perfekte til gåture i naturskønne omgivelser.
Der er kun ca. 400 meter til Stilling Skole, og lige ved siden af ligger både idrætshal og en af byens børnehaver. Indkøbsmuligheder er næsten lige så tæt på, og Skanderborgs hyggelige bymidte med Smukfest, kulturliv og butikker nås på bare ti minutter i bil eller bus – eller cirka 20 minutter på cykel.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til en fremvisning!
Kærgårdsvej 3, 8660 Skanderborg
Pris: 2.595.000 kr.
| Kontakt Sebastian Frost-Larsen: 30143773
Kærgårdsvej 3, 8660 Skanderborg
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.