SJÆL, CHARME OG LANDSBYIDYL PÅ MOLS
Det er noget så charmerende det hjem, I nu skal forestille jer at bo i. Blotlagte bjælker, fine detaljer og 222 kvadratmeter venter inden døre, og mens stengærder, farvestrålende blomster og hyggekroge inviterer ud i haven, drager landsbyen, de åbne marker og den spektakulær natur jer ud i alt det, der omgiver villaen. Velkommen til Dejret på Mols, hvor I kan have familiehjem, kunstnerbolig og ny fast base.
En hvid facade lyser op under de røde teglsten langs bygaden i landsbyen. Førstehåndsindtrykket er charmerende, og samme gode indtryk fortsætter både inden døre og omme bagved i haven, der ligger som en ren oase mod syd. Mellem grønne pletter, høje træer og flotte bede kan I finde jer til rette i én af de mange kroge og solspots, ligesom der i forbindelse med huset ligger en dejlig terrasse, der forbinder ude og inde. Et par skure og et værksted giver plads til alt det praktiske.
To etager fordeler pladsen, og I skal bevæge jer rundt under smukke, fritlagte bjælker; over plankegulve, der knirker på den helt rigtige måde; og igennem rum, der fyldes med naturligt lys. Den store, dejlige stue er første stop i stueetagen, og her åbnes den ene væg op med vinduer fra loft til gulv. I træder videre til stue nummer to, som fortsætter ud på terrassen og videre ud i køkkenet, og hvorfra lys og luft strømmer ned fra førstesalen. Køkkenet er lige så hyggeligt som resten og er åbnet til et dejligt alrum, og så er der også badeværelse og vaskerum på etagen, mens de to fine værelser og atelieret venter på førstesalen. I kan sætte kreative tanker fri i atelieret eller indrette endnu et værelse - med kig til blå himmel ad ovenlysvinduerne og trappe ned til haven.
Der er hverken langt til kyst og badestrande eller til enestående natur i Mols Bjerge fra den lille by, der er præget af sit lokale liv. Skødshoved Strand charmerer med sin jollehavn, og Mols Hoved, Mols’ sydligste spids, indbyder til fantastiske gåture langs klinterne. Der er to kilometer til den velassorterede brugs i Tved, og så ligger den nærmeste skole ti minutter væk i bil i Knebel.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Dejret Bygade 15, 8420 Knebel
Pris: 1.649.000 kr.
| Kontakt Sebastian Frost-Larsen: 30143773
Dejret Bygade 15, 8420 Knebel
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.