Skovstien 5, 4281 Gørlev
Om ejendommen
SOLGT! HYGGELIGT FRITIDSHUS FÅ 100 METER FRA BJERGE SYDSTRAND
Dette dejlige hus er desværre blevet vandskadet i vinterens massive regn, og der forestår en del istandsættelse, før det kan tages i brug igen.
Det er med at nyde fritiden, finde roen og fange solen, når den er fremme. Dét skal I nok få mulighed for i fritidshuset på Skovstien 5 i sommerhusområdet Bjerge - det er et charmerende, træbeklædt hus fra 1960 med store vinduespartier omgivet af en grøn og lukket have. Knap 300 meter væk har I de åbne vidder, hvorfra der er vue over Jammerland Bugt og i det hele taget Storebælt. Vandet er dejligt friskt, og sandet er hvidt og blødt.
Glæd jer til morgen-, middags- og aftendukkerter, til fiskeri, til windsurfing, og tag også på tur i de naturskønne omgivelser. Bevæger I jer sydpå langs vandets små skvulp, har I Flaskens udmunding, og tager I cyklen, kan I tage på udflugt på halvøen Reersø og måske spise en frokost på kroen i den Morten Korch-agtige landsby - eller nyd en tur i nærområdet, hvor Halleby Å flyder forbi. Ja, måske skal I bare et smut forbi jeres lokale grill- og ishus, som ligger lige om hjørnet fra jeres nye fristed.Tilbage til Skovstien 5. I skal på opdagelse i en have, der er grøn og hyggelig - til duften af syrener. Matriklen er lukket inde i trækroner og af tykke buske, og græsset er blødt og lige til en vandkamp, fodboldkamp eller et slag kroket.
Måske I vil anlægge en syd- og vestvendt terrasse; måske etablere et højbed med jordbær og rabarber?
Der er en garage på grunden, hvor såvel bil som plæneklipper kan stå, og ellers fokuserer vi på træhuset; sortmalet og med røde vinduesrammer og døre. Huset hedder “Granly”, og store vinduer fylder huset med naturligt lys. I skal finde hvilepulsen i 70 kvadratmeter, hvor kaffen skal brygges langsomt, hvor puslespil skal løses, og hvor knitrende brænde sætter stemningen, som mørket falder på i husets skønne samlingspunkt.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Overvejer du at sælge en lignende bolig?
Det starter med en uforpligtende snak om din bolig. Book din lokale BRIKK-mægler og kom trygt videre.
Få en gratis vurdering