Nybrogade 22, 4., 1203 København K
Om ejendommen
HERSKABELIG PRAGTLEJLIGHED MED HELT UNIK UDSIGT
Hvis I nogensinde skulle glemme, hvor I boede, så minder udsigten over det tronende Christiansborg, det farverige Thorvaldsens Museum og Slotsholmskanalen jer hurtigt om det. Det er midt i det historiske København, at denne lysfyldte drømmebolig præsenterer sig og kombinerer herskabelig stil med Hammershøi-æstetik og moderne stand.
Den lyse pudsede facade og det høje, sorte mansardtag har spejlet sig i kanalens blanke overflade i næsten 200 år, men ejendommens historie går endnu længere tilbage. Den er opført i 1852-53 af kgl. dekorationsmaler Carl Løffler, der bl.a. har dekoreret nogle af lofterne i Thorvaldsens Museum og vægge i Christian den Fjerdes kapel i Roskilde Domkirke. Masser af spændende historie er bygget ind i stenene, som tager plads inde i hele den store pragtlejlighed.
Smagfuld og klassisk elegance byder jer velkommen indenfor; med fyldningspaneler langs væggene, stukrosetter, som pryder de høje lofter, og franske dobbeltdøre til at skabe sammenhæng mellem stuerne; den største med åben pejs. Lejligheden er skabt til liv og nydelse med sine stuer en suite, et pladsrigt spisekøkken og flere leverum endnu, der kalder på middagsselskaber med ih'en og åh'en over den vidunderlige udsigt.
Hvor I ønsker at indrette soveværelser, er fleksibelt, men i hvert fald ét oplagt soveværelse finder I med indbygget skabsplads til garderoben. Dertil kommer et lille gæste-WC og et badeværelse med badekar og vaskefaciliteter.
Lejligheden er vedligeholdt i smuk stand og inviterer til at flytte lige ind i. Med udsigten til Christiansborgs ikoniske facade og Ridebanens bygninger er det på en af Københavns absolut fineste beliggenheder, at I skal se jer selv hjemme; lige her, hvor historien, kulturen og handelslivet centreres.
Jeres lejlighed ligger hævet højt over gaden, men byens liv og charme kan sagtens fornemmes. Træder I ned i gadeplan, er der kun få skridt rundt til alt, hvad hverdagen kalder på – fra cocktails på Ruby til teater på Det Kongeliges Gamle Scene.
Metrostationen ved Gammel Strand transporterer jer på ingen tid videre til lufthavnen eller andre steder i byen.
Ejendommen er fredet og dermed fritaget for kommunal grundskyld.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Overvejer du at sælge en lignende bolig?
Det starter med en uforpligtende snak om din bolig. Book din lokale BRIKK-mægler og kom trygt videre.
Få en gratis vurdering