En sjældent udbudt liebhaverejendom med eksklusive detaljer
Denne eksklusive og markante villa er attraktivt beliggende for enden af en rolig, lukket villavej i det eftertragtede Digtervejskvarter – med kort afstand til bymidten, indkøb, skoler, daginstitutioner og offentlig transport. Ejendommen ligger højt placeret og byder fra førstesalen på en skøn udsigt over byen.
Allerede ved ankomsten imponerer boligen med sit elegante udtryk og den indbydende hovedindgang, som leder ind i en imponerende hall med loft til kip, fritlagte hanebånd og store tagvinduer, der skaber et fantastisk lysindfald og en eksklusiv atmosfære. Den smukke trappe til førstesalen understreger villaens herskabelige stil og gennemførte arkitektur.
Hjemmets naturlige samlingspunkt er det store køkken/alrum på ca. 35-40 m² med god plads til både hverdagsliv og gæstebesøg. Herfra er der direkte adgang til den skønne havestue, som forlænger udesæsonen og skaber et lyst og indbydende opholdsrum med udsigt til haven.
Stueplan byder desuden på en eksklusiv forældreafdeling med et imponerende walk-in-closet på over 20 m², der fører videre til det rummelige soveværelse med egen udgang til terrassen. Hertil hører et stilfuldt badeværelse med dobbeltbruser samt stor bordplade med dobbelte håndvaske.
Den hyggelige stue har dobbeltdøre til den store pavillon og de indbydende terrassemiljøer, som skaber en naturlig overgang mellem inde- og udeliv. Herudover findes et funktionelt bryggers med god skabsplads, stor arbejdsflade og vask samt adgang til ekstra værelse eller kontor. Derudover gæstetoilet ved hallen.
På førstesalen mødes man af en imponerende repos på over 40 m² med et væld af anvendelsesmuligheder – eksempelvis TV-stue, loungeområde, aktivitetsrum eller hjemmekontor. Etagen rummer desuden tre store værelser med gode skabsløsninger samt et stort badeværelse med rummeligt hjørnebadekar. Det ene værelse har direkte adgang til en dejlig terrasse med plads til både spiseområde og loungemøbler. De høje lofter og fritlagte hanebånd skaber en helt særlig rumfornemmelse på hele etagen.
Udendørs fremstår ejendommen særdeles velanlagt med store flisebelagte arealer omkring huset, dobbeltcarport med tilhørende skur samt en imponerende pavillon med plads til 10-12 spisende gæster, stort loungeområde og lækkert udekøkken med vask, kogeplader og grillområde – perfekte rammer for hyggelige sommeraftener og større selskaber.
Haven er nem at vedligeholde og består primært af en stor, flot græsplæne kombineret med mindre beplantede områder og grønne oaser.
Hele ejendommen er smukt indrammet af en ca. 150 meter lang hvidpudset palæmur med sortglaserede tegl, som elegant matcher boligens eksklusive tagbelægning. Den elektriske herregårdslåge fuldender det imponerende helhedsindtryk.
Den store flisebelagte indkørsel på ca. 250 m² giver gode parkeringsforhold, og herfra er der adgang via en ca. 4,5 meter bred nedkørselsrampe til den enorme kælder på ca. 700 m².
Kælderen fremstår som rå kælder med god loftshøjde og få søjler, hvilket giver et yderst fleksibelt areal med utallige anvendelsesmuligheder. Her er ideelle forhold til eksempelvis lager, værksted, showroom, håndværksvirksomhed eller bilentusiasten med behov for plads til flere biler. Der er mulighed for etablering af både udsugning og varmekilde, og fjernvarmerør er allerede ført gennem kælderen.
En sjældent udbudt liebhaverejendom med eksklusive detaljer, imponerende pladsforhold og helt unikke muligheder – perfekt til familien, den selvstændige erhvervsdrivende eller køberen, der ønsker noget helt særligt.