OPLAGT INVESTERINGSMULIGHED PÅ DEN HYGGELIGE GÅGADE
En spændende ejendom står nu til salg midt på gågaden i Nykøbing Falster. Her udbydes både bolig og erhverv, for ejendommen rummer et butikslokale i gadeplan samt flere lejligheder fordelt over 1. og 2. sal. Her er tale om en oplagt investeringsmulighed med et stort potentiale.
Lad os starte ved beliggenheden, som er helt i top. Ejendommen ligger på Jernbanegade, som er en del af byens gågademiljø, og I ankommer derfor til et stemningsfuldt gadebillede med masser af liv. Kædebutikker og specialforretninger ligger på stribe gennem gågaderne, hvor de har selskab af alt fra frisører til caféer og spisesteder. I overtager altså en ejendom med en af byens mest centrale placeringer, og butikslokalet er således sikret den størst mulige synlighed og en god kundebase.
Den klassiske ejendom præsenterer sig med et stort vinduesparti ud mod gaden, mens lejlighederne ligger bag dannebrogsvinduer eller kvistvinduer på de øverste etager. Ejendommen er fra starten af 1900-tallet, og I kan stadig fornemme den indbyggede charme, for lejlighederne byder på flere fine detaljer; bl.a. plankegulve flere steder. Samtidig er der mulighed for, at I med moderne opdateringer kan sætte jeres præg på rammerne.
Butikslokalet suppleres af et lager bagtil, og derudover er der også toilet i stueetagen. Førstesalen rummer en stor lejlighed med bl.a. to værelser, et badeværelse, et køkken og to hyggelige stuer, der ligger i forlængelse af hinanden. På andensalen finder I to separate afdelinger, som tilgås via hver deres opgang. Den ene byder på to værelser og et tekøkken, mens der på trappen mod lejligheden ligger et badeværelse. Den anden råder over et badeværelse samt et stuemiljø med tekøkken. Med til ejendommen hører desuden en lukket gårdhave, der ligger i fred og ro på afstand af bylivet.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Jernbanegade 16, 4800 Nykøbing F
Pris: 3.095.000 kr.
| Kontakt Poul Gerdil: 61614949
Jernbanegade 16, 4800 Nykøbing F
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.