ET SJÆLDENT “BLANKT LÆRRED” PÅ FREDERIKSBJERG
Øverst i en klassisk rødstensejendom fra slutningen af 1800-tallet gemmer der sig en lejlighed, du sjældent finder magen til på Frederiksbjerg.
Ikke fordi den er gennemrenoveret – tværtimod.
Den står stort set, som den blev bygget, og netop derfor er den noget helt særligt. Her får du et hjem, der både oser af charme og rummer et potentiale, der sjældent udbydes i området.
Det officielle boligareal lyder på 59 m², men taglejlighedens skråvægge betyder, at de mange ekstra kvadratmeter under skunkene ikke tæller med.
Det faktiske bebyggede areal af ejendommen er hele 73 m² – og dertil har foreningen givet tilladelse til, at reposen kan inddrages, hvilket giver ca. 4 m² ekstra.
Og så kommer det ekstraordinære:
Der er loft over lejligheden – et stort uudnyttet rum, som køber har foreningens tilladelse til at åbne op.
Der er tale om en hanebåndskonstruktion, som egner sig godt til at åbne op til kip eller etablere en hems, der kan opleves som en hel ekstra etage.
Ejerforeningen har givet skriftlig tilladelse til inddragelse af reposen og til at åbne loftet op og lave hems eller lignende.
Denne ret medfølger køber.
Ved genboerne er der givet byggetilladelse til hems, fransk altan og ikke mindst store dobbelte kip-vinduer på begge sider af tagryggen.
Det viser, at lignende løsninger tidligere er blevet godkendt i området – og at der er mulighed for at skabe en hems med store oplukkelige vinduer, der kan fungere som en solrig ”tagterrasse”-oplevelse.
Indretningen er enkel og funktionel, som den står, med et rummeligt køkken-alrum med charmerende detaljer, en stor stue, et flot værelse og et badeværelse, som er lejlighedens eneste renoverede rum og som fremstår pænt med bruseområde og udluftningsvindue.
Her er masser af lys fra kvistvinduerne og en atmosfære, der gør det let at forestille sig, hvordan boligen kan formes og forvandles efter din stil.
Ejendommen fremstår velholdt trods sin alder, og bag huset finder du en hyggelig, aflukket, grøn og solrig gård, der føles som en lille, privat baghave – midt i byen.
Den er perfekt til både rolige stunder og uformelle sociale øjeblikke.
Derudover er der en rummelig og sund fælles kælder med plads til opbevaring, vaskemaskine, to tørrerum, tørretumbler, badekar og kummefryser.
2. salen har adgang til et stort opbevaringsrum, hvilket foreningen fortsat accepterer.
Montanagade ligger i et af Aarhus’ mest eftertragtede kvarterer – tæt på Ingerslev Boulevard, hvor torvedage, loppemarkeder og små events skaber liv og stemning året rundt, og på Jægergårdsgade venter byliv og atmosfære.