SKØNT FRITIDSHUS VED TINKERUP STRAND
Her i Gilleleje skal livet leves i et roligere tempo, så lad skuldrene sænke sig, mens hverdagens travlhed glider i baggrunden. Med sine lyse rum, hyggelige detaljer og store vinduespartier mod den grønne have er stemningen sat til ægte sommerhusliv.
Allerede ved første skridt over dørtærsklen bliver I mødt af en venlig atmosfære, hvor klassisk sommerhuscharme forenes med moderne komfort. Her er lys og luft, varme materialer og plads til afslapning og nærvær. Fritlagte bjælker, træbeklædte vægge og lofter samt brede vinduespartier giver huset karakter og bringer naturen helt tæt på. Stuen og det åbne køkken smelter sammen i ét opholdsrum, hvor dagslyset strømmer ind, og naturens farver bliver en del af indretningen. Køkkenet er moderne og veludstyret, og det samme gælder for badeværelset, der fremstår pænt og velholdt med separat bruseniche og vaskefaciliteter. Planløsningen byder desuden på to værelser, hvor familie og gæster kan finde sig godt til rette.
Træk havedøren til side og lad naturen flyde frit mellem inde og ude. Grunden indrammes nemlig af en frodig og ugeneret have, som inviterer til leg, solbadning, grillmiddage og stille stunder under åben himmel. To terrasser forlænger sommersæsonen - den ene overdækket og vendt mod morgensolen, mens den anden ligger sydvestvendt og er helt perfekt til de lune aftentimer. Dertil kommer to skure med god plads til haveredskaber, strandudstyr og cykler.
Beliggenheden sætter prikken over i’et. I befinder jer i naturskønne og eftertragtede Gilleleje - en levende, autentisk fiskerby med et charmerende havnemiljø, hvor feriestemningen ingen ende tager. I har få minutters cykeltur til en af Nordsjællands bedste badestrande, og der er ligeledes kort vej til Gilbjerg Hoved - et naturskønt udsigtspunkt, hvor I kan gå ture langs klinten og nyde havets brusen. Kun tre kilometer fra huset venter Gilleleje Havn med hyggelige caféer, restauranter og masser af lokale specialiteter, og her finder I også Kulturhavn Gilleleje, der byder på oplevelser for hele familien med bl.a. biograf, bibliotek, kunstudstillinger og koncerter.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Kløvermarksvej 45, 3250 Gilleleje
Pris: 2.095.000 kr.
| Kontakt Josephine Varsted: 30142715
Kløvermarksvej 45, 3250 Gilleleje
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.