VELINDRETTET FAMILIEVILLA TÆT PÅ ALT
                
                En gennemgående lys og behagelig etplansvilla - der i øvrigt er perfekt indrettet til familielivet - udbydes nu i Køge. Her får I plads og ro, men med gåafstand til dagligdagens gøremål og ikke mindst til direkte tog mod København.
Nærmere bestemt befinder vi os faktisk i Ølby, der er Køges roligere overbo, men som også er smeltet helt sammen med byen. Dermed er der nem cykelafstand ind til torvet og havnen, der danner centrum for det rige byliv, mens landskabet omkring adressen præges af stille villaveje samt hverdagsfaciliteter i gåafstand. Bl.a. er der både daginstitution og skole inden for den nærmeste kilometer, mens Køge Svømmeland ligger 700 meter væk, og der ligeledes er fodboldbaner og hal tæt på. Med andre ord kan familielivet leves her - både når det gælder praktiske gøremål, fritidsinteresser eller hyggelige ture på café. Desuden kan I på godt ti minutter gå ned til Ølby Station, hvorfra I kan tage toget til København på under en halv time.
Selve huset er en klassisk 60'er-villa med alle kvadratmeter i ét plan samt gul murstensfacade og fladt tag - en stil, der er gjort særligt populær af bygninger som Louisiana. Med følger selvfølgelig også en dejlig grund, der giver god plads til udelivet uden at blive uoverskuelig. For mens det meste af haven er udlagt i græsplæne bag hæk og hegn, er der også allokeret plads til ugenerede terrasser, en stor indkørsel og en lukket garage.
Indretningen fuldender det gedigne udgangspunkt med hele fem værelser og et køkken-stue-miljø imellem. En rummelig entré giver adgang til hjemmet med masser af skabsplads lige ved hånden. Herfra åbnes der op til det store opholdsrum, hvor køkken og stue er åbnet op mod hinanden, mens en delvist afskærmet afdeling med brændeovn samt en spisestue afgrænset med fløjdøre skaber forskellige, hyggelige zoner. To store værelser ligger på den ene side af stuen, mens tre værelser findes i husets modsatte ende. Et af værelserne har desuden eget badeværelse, ligesom endnu et badeværelse tilgås fra gangen - og slutteligt rundes hele herligheden af med et bryggers.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
            
 
            
                
                
                    Stevnsbovej 54, 4600 Køge
                    
                                        
                    
                        Pris: 3.995.000 kr.
                        
                        | Kontakt Jeppe Harder Kjølsen: 30145907
                 
                
                    
                        
                            Stevnsbovej 54, 4600 Køge
                        
                     
                    
                    
                    
                    
                    
                                                                
                        
                                        
                    
                    
                    
                                                                
                                     
                
                
                
                    Boliglån
                    Få et boliglån på helt ned til 24 timer.